Aktiviteter indendørs

Møllernes årlige festdag er tilbage søndag den 20 juni

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Efter et års pause inviterer mere end 90 vind- og vandmøller til Dansk Mølledag søndag den 20. juni, hvor frivillige i møllelaug og museer viser deres arbejde med at bevare, og formidle, en 1000-årig kulturarv.

Vind-og vandmøller inviterer alle interesserede til at deltage i møllernes årlige festdag, Dansk Mølledag 2021, søndag den 20. juni.

Dansk Mølledag er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor gamle vand- og vindmøller i hele Danmark åbner dørene op for publikum.

I Sønderjylland åbner blandt andre Højer Mølle hvor man kan se den restaurerede mølle.  Møllerlauget kører med møllen hele dagen og maler mel på den nye kværn.

I melværkstedet kan børn og voksne lave mel og gryn. Der kan bages pandekager over bål. Fra kl. 11 er der hestevognskørsel rundt i Højer Kl. 11 og kl. 13 er der omvisninger i møllen samt Kl. 14 er der omvisning i den nye Tøndermarskudstilling

På Fanø er der også aktivitet ved Sønderho Mølle. Her vil formanden Susanne Winsløw byder velkommen. Der vil der være mulighed for at danse en Sønderhoning. Vi håber, at mange vil møde op i dragt, så vi kan gøre denne dag ekstra festlig. Der serveres smagsprøver på brød bagt med Fondens ølandshvede, og man vil som sædvanligt kunne købe Fanøkringle, kaffe, punch, øl og vand. Også øl fra Fanø Bryghus : Hvad drikker møller? Kan købes på stedet, samt der sættes klude ved møllen fra kl 13

Midt mellem Fanø og Rømø ligger Mandø i Vadehavedet. Her er møllen øens højeste bygning, der kan ses langt omkring, og er et naturligt vartegn for øen.

Øen besøges årligt af ca 75000 endagsturister og her vil der også på Møllens dag være åben i møllen, hvor der vil være forskellige aktiviteter.

Kom ud og opleve hvordan en mølle er opbygget

På mølledagen bliver der lejlighed til at komme indenfor i en mølle og se, hvordan en mølle er opbygget, og hvordan den arbejder. På en del af møllerne får gæsterne også mulighed for at opleve – se, høre og mærke – hvordan kræfterne i vind eller vand bliver brugt til at male korn til mel i møllens kværne – og til drift af andet maskineri i møllen.

Ud over rundvisning på den enkelte mølle og mulighederne for at købe friskmalet mel til bagning af brød og kager, byder møllerne også på mange andre aktiviteter på mølledagen. Programmet for dagen varierer fra mølle til mølle.
Se mere på www.danskmolledag.dk

Frivillige bevarer kulturarven.

2020 har også været en hård tid for de frivillige bag de gamle danske møller. Man har ikke kunnet samles for at vedligeholde de gamle bygninger, og forfaldet stopper ikke på grund af en pandemi. Derfor er det vigtigt at man støtter op om den lokale mølle, nu når der endelig åbnes op igen.

Det er efterhånden sjældent at se en gammel vand- eller vindmølle i drift. Tiden og udviklingen har gjort møllerne overflødige. Men de er stadig en del af vores kulturarv. Og takket være de mange frivillige rundt omkring i landet, er der stadig møller tilbage, der med deres placering i landskabet blandt andet er med til at gøre Danmark til et attraktivt turistmål.

”Møllerne er i høj grad dansk kulturarv, som møllernes ejere og de mange frivillige i møllelaugene yder en stor og flot indsats for at bevare og fortælle om”. 

Det siger Susanne Jervelund, formand for Dansk Møllerforening, og fortsætter: ”Møllerne repræsenterer den første mekanisering af hårdt og tidsrøvende manuelt arbejde. Det gælder både for kornmøller, hammermøller og savmøller.” 

”Det er tankevækkende, at møllerne gennem tusinde år har været en vigtig del af samfundsudviklingen. Ved at bevare de historiske møller, sikrer vi, at kommende generationer kan lære om den teknologiske udvikling i praksis”, fastslår Susanne Jervelund og tilføjer: 

”Møllerne leverede kraft og energi til mange forskellige opgaver, dengang det eneste alternativ var den kraft, der kunne leveres af mennesker og dyr. I dag har vi mistet fornemmelsen for, hvor meget energi vi bruger. En mølle, der før var helt central i det lokale samfunds kraftproduktion, leverer mindre kraft end en almindelig bil gør i dag. Det energiforbrug, vi har i dag, er stort, men ikke til at have et forhold til. At være på en historiske mølle i funktion, giver en unik oplevelse af kraft og energi”.

Viden om bygninger, maskiner og håndværk

”Ved at bevare en historisk mølle i funktion, sikrer vi, at såvel bygningen som mølleværk, kværne og andre maskiner samt de forskellige håndværk, der er knyttet til mølleriet, bliver bevaret for eftertiden. Dermed får vi vedligeholdt erfaringer og viden om en række gamle håndværk, og bragt dem videre til næste generation.”

  ”Dertil kommer viden om møllerens arbejde på møllen. Det arbejde kræver viden om møllens teknologi, drift og pasning. Desuden viden om korn og formaling, herunder viden om kornsorter, opbevaring og brug, samt praktisk erfaring i at passe møllens teknik og maskineri.”

”I Dansk Møllerforening arbejder vi for at øge forståelsen og betydningen af vores gamle møller. Vi vil gerne være en støtte til de mange frivillige, som yder en uvurderlig indsats for at bevare de historiske møller. Vi vil formidle teori og faglige viden, der kan give de friville de færdigheder, der kræves for at bevare og holde de historiske møller kørende,” siger Susanne Jervelund.

Dansk Mølledag gennemføres i år med støtte fra Augustinusfonden, Møllerens Fond og Fabrikant Mads Clausens Fond.

Oplysninger om aktiviteterne på den enkelte mølle på mølledagen findes på: danskmolledag.dk/

Social & newsletter

© 2010-20 Ferieaktivitet.dk. All Rights Reserved.Design & Development by Ferieaktivitet

Search